Ét år er stort, og alligevel så utrolig småt. Lille Theo er fyldt 1 år, og skal derfor fejres med stil. Jeg har haft mange temaer oppe at vende, for han er jo kun 1 år, så det helt store superhelteshow eller bondegårdstema er han stadig lidt for lille til at sætte pris på. I stedet kom jeg på Camp temaet, da Theo elsker sin tipi meget højt, og hans favorit dyr er bjørne. Måske er det ikke lige en dansk Camp, for bjørne findes jo selvfølgelig ikke i Danmark, menn måske mere en Into The Wild inspireret fest fra det vilde Alaska?

Det blev dog en helt genial fest, med mange små sjove idéer, som ikke har kostet mig andet end lidt fantasi. Og selvfølgelig et fyldt hobbyskab. Jeg har lavet alt pynt selv, kagen bestilte jeg ude i sidste øjeblik, da mine bageevner ikke helt ville som jeg ville den dag. Desværre.

 


CAMP THEO – INVITATIONER

Invitationerne skal, som jeg altid nævner her, afspejle temaet. Specielt når man vælger at holde en temainspireret fødselsdagsfest. På denne måde ved gæsterne at der er et tema, hvilket kan være meget rart så man ved hvad man møder op til. Det skal da også nok blive en fed fest selvom man ikke lige når at lave den der temainspirerede invitation. Jeg syntes dog at det er sjovt at sidde og nørkle med, og få lov til at være kreativ allerede fra starten.

Invitationerne er lavet i Word, printet på alm. papir og skåret til efterfølgende. Forsiden finder gæsterne informationerne, og på side nr. 2 en ønskeliste.

 


FESTEN – Vandhullet & Stamme Mix

Til Theo’s fødselsdagsfest havde vi inviteret vores nærmeste venner med børn. Da de trådte ind af døren havde jeg lavet nogle vejviser skilte, som viste dem hvilken vej de skulle gå. Jeg havde placeret skilte rundt om i huset for at markere hvilket område de befandt sig i. Det første der mødte dem var “vandhullet”. Ved vandhullet kunne de tanke vand/saft/øl og til de rigtig modige havde jeg lavet “stamme mix”, bestående af lemonade, mynte & lime. Det smagte så lækkert.

Sugerørne havde jeg fundet i Inspiration. De lignede birketræer, hvilket var helt perfekt. De små mælkeflasker er fra IKEA, og de fine træfjer var nogle jeg fandt i REMA 1000 til 1 kr. stykket.

 

 


Bordopdækning & Madpakker

Da vejret ikke lige er til at være ude i i marts måned dækkede jeg op indenfor med grene fra haven. Bestikket er træbestik fra Tigeren, som var placeret ovenpå en pose med servietter, salt og peber i. I midten havde jeg lagt en masse slikpinde og sat små patentglas med stearinlys ned langs bordets midte.

Frokost/aftensmaden bestod af de lækreste sandwich aka ‘madpakker’. Der var sandwich med laks, ost & skinke samt seranoskinke, mozzarella & pesto. De var alle pakket i små poser.

 


Bålsted, grantræer & vilde bær

Kagebuffeten var prikken over i’et! Det var så lækkert det hele. Der var en kæmpe kage som bestod af gulerodskage og hvid chokolade/creamcheese frosting, chokolademuffins med kæmpe chokoladestykker og vilde bær som modspil til alt det søde kage. Der var også skumfiduser, kiks og sådan nogle meget lækre milkeyway chokoladeruller som fik betegnelsen brænde. Der var også bjørnepøller som var maltesers og småkager der lignede bålsteder. Småkagerne er fra Confetti&Co som laver flooooootte kager! Jeg har allerede lokket hende til at stå for min bryllupskage, for hun er smadder dygtig.


 


Photobooth & Tak fordi du kom

Afslutningsvis fik alle gæster en lille pose ‘S’mores to go’ med sig hjem, fyldt med skumfiduser, kiks og chokolade. Samtidig skulle alle lige have taget et billede i Theo’s photobooth som denne gang bestod af en tipi, puder og lyskæder.


Således sluttede Theo’s aller første fødselsdag. Jeg kan afsløre at han netop er blevet et år ældre, og hans 2 års fødselsdag netop er blevet afholdt. Du kan følge med på Facebook og instagram hvor jeg nok skal få opdateret lige så snart indlægget rammer bloggen.

Tilbage til børnefester

 

 

 

 

admin