Søde fristelser

Lagkage med brombærskum og jordbærmousse

Denne kage er nem at tilberede, men skal helst laves over to dage. Til gengæld lover jeg at den er ventetiden værd.

Få opskriften på en fantastisk lagkage med jordbær- og brombærskum her

LAGKAGEBUNDE, 3 STK.

  • 6 æg
  • 150 g sukker
  • 3 spsk. citronsaft
  • 1 vaniljestang
  • 1 knivspids salt
  • 170 g hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 60 g smør

HVID CHOKOLADECREME MED JORDBÆR

  • 100 g hvid chokolade
  • 1 blad husblas
  • 2 dl piskefløde
  • 180 g frosne jordbær

BROMBÆR-CITRON-SKUM

  • 200 g frosne brombær
  • 3 spsk. sukker
  • 0,3 dl vand
  • 1 blad husblas
  • ½ usprøjtet citron
  • 2 dl piskefløde

TOPPING

  • Friske jordbær og hindbær

 


Sådan gør du

1. DAG:
BUNDE: Tænd ovnen på 170°. Pisk æg med sukker og citronsaft. Flæk vaniljestangen på langs, og skrab kornene ud. Tilsæt vaniljekornene til æggeblandingen, og pisk. Sigt salt, mel og bagepulver i æggeblandingen, og vend det forsigtigt rundt uden at miste dejens luftighed. Smelt smørret, og hæld det i dejen. Vend forsigtigt rundt. Beklæd bunden af 3 springforme, Ø ca. 21 cm, med bagepapir, og fordel dejen ligeligt i formene. Bag bundene i 8-10 minutter, eller indtil du kan stikke en pind i kagen, uden at der hænger dej ved. Lad lagkagebundene køle helt af.
JORDBÆRCREME: Hak den hvide chokolade, og hæld den i en skål. Læg husblassen i blød i en skål med koldt vand. Hæld piskefløden i en gryde, og varm den op, til den simrer. Den må ikke spilkoge. Hæld den varme fløde over den hakkede hvide chokolade, og lad det stå et par minutter. Tag husblassen op af vandet, kram vandet fra den, og læg den i skålen med den varme fløde og chokolade, så den smelter. Rør rundt, indtil chokoladen er smeltet, og blandingen er helt fin og glat. Dæk skålen med køkkenfilm, og stil den i køleskabet natten over. Hæld jordbærrene i en gryde, og varm dem forsigtigt op. Lad jordbærrene koge igennem, indtil de er helt møre og udkogte. Hæld dem i en fintmasket sigte over en skål, og pres dem igennem sigten med en dejskraber for at sigte kerner fra. Stil også jordbærpuréen i køleskabet natten over.
2. DAG:
Pisk cremen igennem med en elpisker, så den bliver cremet og luftig. Vend derefter jordbærpuréen i.
BROMBÆRSKUM: Hæld brombær, sukker og vand i en gryde, og varm det forsigtigt op. Læg imens husblas i en skål med koldt vand. Kog brombærrene igennem, indtil de er møre og udkogte. Hæld brombærrene i en fintmasket sigte over en skål, og pres dem igennem sigten med en dejskraber for at sigte kerner fra. Riv citronskallen fint, og pres citronsaften. Kom skal og saft i den varme brombærpuré. Tag husblassen op af vandet, og kram vandet fra. Læg den opblødte husblas i skålen med den varme brombærpuré, og rør rundt, så husblassen smelter. Stil skålen med brombærpuré i køleskabet, så puréen afkøles. Pisk flødeskummen til en let skum, og vend til sidst den afkølede brombærpuré i. Saml lagkagen med et generøst lag af henholdsvis brombær-citron-skum og chokoladecreme med jordbær mellem lagene.
Pynt toppen med masser af friske bær.

admin

Opskrift: Årets Påskekage – alfabetkage

Jeg lavede den fine talkage, som også kaldes alfabetkagen, bogstavkage etc. til Theo’s fødselsdag tilbage i februar. Og da vi skulle til at finde på årets påskekage faldt valget på den, for den er altså V I R K E L I G nem!

Opskriften på denne får du herunder. Hvis du er nysgerrig kan du se min anden bogstavkage her. Opskriften er den samme. Foreskellen er pynten og formen.

Opskrift på Talkage / Bogstavskage

Herunder deler jeg min opskrift, som jeg har gjort brug af, men den kan sagtens laves anderledes. Min creme er en hvid chokolademousse med lime. Du kan eksempelvis lave den med lagkagebunde og mandelbunde. Hvis du er vild med chokolade kan den altså også laves både med chokoladebunde og chokoladecreme.

Opskrift på bundene

Ingredienser

  • 1 tsk vaniljesukker
  • 140 g flormelis
  • 300 g stuetempereret smør
  • 500 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl vand

Sådan gør du

Kom vaniljesukker, flormelis, hvedemel, smør, og bagepulver i en skål. Rør det hele godt sammen og tilsæt vand. Det hele æltes godt sammen og stil herefter dejen i køleskabet i en times tid. Dejen kan også med fordel være på køl natten over, så slipper du for ekstra stress et par timer inden gæsterne kommer.

Når dejen har været på køl længe nok tager du den ud, hælder lidt ekstra mel på bordet og ruller den ud. Ovnen sættes på 190 grader.
Så er det tid til at skære kagen. Dit bogstav eller tal skal du selvfølgelig have 2 af. Jeg har selv tegnet mine påskeæg og mit P på et stykke A4 papir. Det kan du også gøre, eller du kan gøre det i WORD, hvorefter du printer og klipper dit bogstav eller tal ud.

Når dine tal eller bogstaver er skåret ligges de på en bageplade med bagepapir. Jeg vil dog lige dele et lille fif! Rul dejen ud på bagepapiret, så skal du ikke flytte det bagefter. For det kan godt gå i stykker!

Når ovnen er varm sætter du kagerne ind. De tages ud når de er LET gyldne. De skal være helt afkølede inden du samler kagen.


Hvid chokolademousse

Ingredienser

  • 500 ml. fløde
  • 250 g. chokolade
  • Revet skal fra 2 lime
  • 3 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand i ca 20 min. og hak chokoladen fint.
Varm derefter fløden til kogepunktet. Lige inden det koger tager du fløden af varmen, vrider husblas for vand og kommer det op til fløden. Hæld fløden over chokoladen lidt ad gangen til det hele er godt blandet.

Dæk cremen med husholdningsfilm og sæt på køl 6 timer.
Pisk cremen forsigtigt op (pas på den ikke skiller) og vend den revne limeskal i.


Kagen skal samles

Først placerer du dit tal eller bogstav på et fad. Så kommes cremen i en sprøjtepose med en tyl formet som et O – Hvad den heder i virkeligheden ved jeg ikke! SÅ er det bare i gang med at sprøjte små “dutter” hele vejen rundt.

Når første lag creme er sprøjtet ud lægger du andet lag kage på og sprøjter lige som ved første lag.

Kagen kan nu pyntes med lige det du aller bedst kan lide. Jeg har valgt påskeliljer (ikke spiselige), macarons & marcipanæg.


Hvis du vil have endnu mere inspiration til påskens fester, aktiviteter med børnene eller lækre forårskager – Ja så kan du med fordel kigge med i kategorien herunder.

Tilbage til Påske

admin

Opskrift: Mini cupcakes med hvid chokoladecreme

Jeg har vidst aldrig fået delt opskrifter på cupcakes og muffins her på siden, så i anledningen af at det snart er Påske deler jeg i 3 indlæg mine favoritopskrifter på cupcakes. Som selvfølgelig er blevet påskepimpet. Den første opskrift får i herunder. Denne cupcake indeholder en kage med vanilje, med chokoladestykker, en lækker hvid chokoladecreme, hakket chokolade & små påskeæg. De smager ret godt, og kan lige hapses i en enkelt mundfuld.

Hvis du også lige vil tjekke opskriften ud på de andre, så følg med på facebook eller instagram. Der giver jeg besked hver gang jeg har lagt et nyt indlæg op.

 

Opskrift: Mini-cupcakes med hvid chokoladecreme

 

Ingredienser:

Alm. muffinforme: 16 styks
Mini muffinforme:40 styks

  • 300 g hvedemel
  • 200 g sukker
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. bagepulver
  • 100 g plantemargarine, smeltet
  • 2 dl vand
  • 100 g mørk chokolade
  • Muffinforme

Fremgangsmåde:
Bland hvedemel, sukker, vaniljesukker og bagepulver. Bland derefter plantemargarine og vand med de tørre ingredienser. Hak chokoladen og bland den i dejen. Fyld dejen i muffinforme. Det er vigtigt at bruge nogle faste forme eller en muffinplade med papirforme i, da dejen ellers flyder ud. Fyld kun formen 80 % op, da dejen hæver en del, når den kommer i ovnen.

Bages ved 200 grader almindelig ovn i cirka 10-12 minutter.

Lad dem køle af inden den piskede chokoladecreme sprøjtes på.

Hvid chokoladecreme

 

Ingredienser

  • 500 ml. fløde
  • 250 g. chokolade
  • Revet skal fra 2 lime
  • 2 blade husblas

Fremgangsmåde:

Udblød husblas i koldt vand i ca 20 min. og hak chokoladen fint.
Varm derefter fløden til kogepunktet. Lige inden det koger tager du fløden af varmen, vrider husblas for vand og kommer det op til fløden. Hæld fløden over chokoladen lidt ad gangen til det hele er godt blandet.

Dæk cremen med husholdningsfilm og sæt på køl 6 timer.
Pisk cremen forsigtigt op (pas på den ikke skiller) og vend den revne limeskal i.

Når cremen er let og luftig kommes den i en sprøjtepose og sprøjtes derefter på de afkølede muffins.

 


Som nævnt ovenover, så kan du følge med på både facebook og instagram, hvor jeg altid giver besked når et nyt festligt indlæg rammer bloggen. Ellers kig dig omkring, og spørg hvis du har nogle spørgsmål.

Tilbage til påske 

admin

Verdens nemmeste chokoladekage

Jeg ELSKER chokoladekage, specielt den mere dessertagtige slags, hvor den er virkelig snasket. Og opskriften på sådan en får du lige her. Den er meget tung, men smelter på tungen og passer perfekt som bl.a. dessert, bare-fordi-kage eller fødselsdagskage. Den er aller bedst med masser af friske bær på toppen, og hvis du lige har lidt hindbærsorbet i fryseren ville det altså heller ikke være dårligt.


Opskriften på verdens nemmeste chokoladekage

Ingredienser:

  • 200 g mørk chokolade, hakket, gerne marabou 70%,
  • 200 g smør
  • 250 g sukker
  • 5 æg let sammenpisket
  • 1 spsk. mel

Fremgangsmåde:

Bemærk, at kagen skal føles lidt ubagt. Den sætter sig, da den SKAL bages en dag i forvejen. Opbevar den på køl.

Smelt smørret i en gryde og tilsæt den hakkede chokolade. Rør rundt indtil chokoladen er smeltet.Tag gryden af varmen og rør sukker i. Lad det køle lidt af, og tilsæt så æggene et efter et. Vend til sidst mel i.

Bag i en rund form (ca. 22 cm i diameter) foret med bagepapir i 25 minutter (eller deromkring) ved 180 grader varmluft.

Jeg lovede at den var nem ikke? 


Tilbage til Søde Fristelser

 

admin

Opskrift: Talkage eller bogstavskage

Talkagen der næsten har overtaget verdensherredømmet! Eller, det er måske lige overdrevet nok, men denne kage er yderst populær i øjeblikket, og jeg er sikker på at du her på det seneste har overvejet om du lige skulle få den afprøvet. Tal- bogstavkage konceptet er egentlig ikke så ny endda, men måden at pynte den på er. Den perfekte kage skal helst pyntes med alskens spiselige blomster, macarons, bær, glimmer, marengskys etc. – Så jo mere flot og lækkert fyld, jo bedre!


Opskrift på Talkage / Bogstavskage

Herunder deler jeg min opskrift, som jeg har gjort brug af, men den kan sagtens laves anderledes. Min dej er en mørdej, og cremen er hvid chokolademousse med lime. Du kan eksempelvis lave den med lagkagebunde og mandelbunde. Hvis du er vild med chokolade kan den altså også laves både med chokoladebunde og chokoladecreme.

Opskrift på bundene

Ingredienser

  • 1 tsk vaniljesukker
  • 140 g flormelis
  • 300 g stuetempereret smør
  • 500 g hvedemel
  • 2 tsk bagepulver
  • 1 dl vand

Sådan gør du

Kom vaniljesukker, flormelis, hvedemel, smør, og bagepulver i en skål. Rør det hele godt sammen og tilsæt vand. Det hele æltes godt sammen og stil herefter dejen i køleskabet i en times tid. Dejen kan også med fordel være på køl natten over, så slipper du for ekstra stress et par timer inden gæsterne kommer.

Når dejen har været på køl længe nok tager du den ud, hælder lidt ekstra mel på bordet og ruller den ud. Ovnen sættes på 190 grader.
Så er det tid til at skære kagen. Dit bogstav eller tal skal du selvfølgelig have 2 af. Jeg er så heldig at have et barn der starter med T, så jeg har blot klippet lidt karton og formet som et T. Det du gør er at finde de tal eller bogstaver du ønsker i Word, og printer dem ud. Derefter klipper du dem ud så du kan ligge dem oven på dejen og skære efter dem.

Jeg har lige taget et par billeder undervejs for at illustrere det.

Når dine tal eller bogstaver er skåret ligges de på en bageplade med bagepapir. Jeg vil dog lige dele et lille fif! Rul dejen ud på bagepapiret, så skal du ikke flytte det bagefter. For det kan godt gå i stykker!

Når ovnen er varm sætter du kagerne ind. De tages ud når de er LET gyldne. De skal være helt afkølede inden du samler kagen.


Hvid chokolademousse

Ingredienser

  • 500 ml. fløde
  • 250 g. chokolade
  • Revet skal fra 2 lime
  • 4 blade husblas

Udblød husblas i koldt vand i ca 20 min. og hak chokoladen fint.
Varm derefter fløden til kogepunktet. Lige inden det koger tager du fløden af varmen, vrider husblas for vand og kommer det op til fløden. Hæld fløden over chokoladen lidt ad gangen til det hele er godt blandet.

Dæk cremen med husholdningsfilm og sæt på køl 6 timer.
Pisk cremen forsigtigt op (pas på den ikke skiller) og vend den revne limeskal i.


Kagen skal samles

Først placerer du dit tal eller bogstav på et fad. Så kommes cremen i en sprøjtepose med en tyl formet som et O – Hvad den heder i virkeligheden ved jeg ikke! SÅ er det bare i gang med at sprøjte små “dutter” hele vejen rundt. Når første lag creme er sprøjtet ud lægger du andet lag kage på og sprøjter lige som ved første lag. Kagen kan nu pyntes med lige det du aller bedst kan lide. Jeg havde valgt hvide blomster, macarons, brombær, blåbær, guldflager, guldstøv og flager af hvid chokolade. MUMS!


Hvis du vil have flere opskrifter på kager og andet lækkert, så tjek kategorien herunder ud!

Tilbage til Søde Fristelser

admin

Opskrift på fastelavnsboller med bagefast vaniljecreme

Det er snart fastelavn og jeg har den sidste måned siddet og kigget misundeligt på alle jeres lækre hjemmebagte fastelavnsboller. Jeg må virkelig sige at jeg er blevet inspireret, så jeg har selvfølgelig besluttet at give mig i kast med at bage mine helt egne fastelavnsboller.

Jeg har samlet lidt af det bedste fra forskellige opskrifter og kombineret lidt forskelligt fyld, glasur og selve bollen så de blev til mine helt egne. Sådan næsten. Her kommer opskriften på verdens lækreste (siger vi alle ikke det om vores egen opskrift?)


Opskrift på verdens bedste fastelavnsboller med vaniljecreme

Fastelavnsboller med vaniljecreme (10 styks)
Obs. vaniljecremen er bagefast så den ikke løber nogle vegne imens bollerne er i ovnen.

Vaniljecreme

3 dl. sødmælk
60 g. æggeblommer
50 g. sukker
2,5 spsk maizena
1 vaniljestang
1 tsk sukker

Sådan gør du

Vaniljen skrabes ud af vaniljestangen og blandes med den ene teske sukker. Derefter kommes det i en gryde med sødmælken og den tomme vaniljestang. Massen varmes op til lige under kogepunktet. I en skål piskes æggeblommer, maizena og sukker sammen med et piskeris. Under piskningen hældes vaniljemælken i æggemassen og derefter tilbage i gryden. Varm vaniljecremen op ved medium varme imens du pisker let i cremen. Det kan faktisk godt tage lidt tid, men lige pludselig er den der. Den lækreste tykke vaniljecreme. Cremen hældes i en skål med film over og sættes i køleskabet. Filmen skal helst ligge helt ned til overfladen så der ikke dannes kondens.

Fastelavnsboller

115 g. smør
190 g mel
75 ml. sødmælk
25 g gær
En kvart tsk salt
25 g sukker
½ vaniljestang
1 æg

Sådan gør du

Smelt smørret og tilsæt derefter mælken. Lad det køle til stuetemp. og rør gæren ud i det. Bland mel, salt, sukker og vanilje sammen og vend det sammen med de flydende ingredienser. Tilsæt som det sidste 1/2 æg, som piskes let (Den anden halvdel gemmes til pensling).

Bland det hele godt sammen til dejen er lind og lad det hæve i 30 minutter. Når dejen har hævet rulles dejen ud til en stor firkant og inddeles i 10 mindre firkanter. Fordel en smule vaniljecreme ovenpå hvert stykke og bøj alle hjørnerne mod midten. Klem dem godt sammen så cremen ikke smutter ud. Vend derefter bollerne rundt og læg dem til hævning igen på en bageplade i 30 minutter.

Ovnen tændes på 200 grader. Når bollerne er hævet færdige pensles de med det sidste halve æg. Så sættes de i ovnen og bages i ca. 15-20 minutter.

Lad fastelavnsbollerne køle helt af inden at du kommer glasur på.


Rigtig god fastelavn herfra. Hvis du mangler lidt inspiration til fastelavnsris, fastelavnskager eller udklædning, så spring lige tilbage til kategorien herunder.

Tilbage til fastelavn

admin

Opskrift på cheesecake med blåbær

Imponer dine gæster med denne super lækre cheesecake med blåbærgele og friske blåbær på toppen. Den er nem at lave og tager ikke specielt lang tid.

Kagen her har jeg valgt at lave til fastelavn-fødselsdagsfejring da lille Theodor fylder 2 d. 15. februar. Så den er pyntet med spiseligt guld, og små udklippede katte i guldglitter pap. Han er heldigvis for lille til at sige nej tak til glimmer!


Opskrift på Cheesecake med blåbær

 

Redskaber
Springform: Ø24 cm
Kageplast

Kiksebund:
200 g. smør
400 g. digestive kiks
1 pose/bøtte karamel Fudge Chunks (fx. fra Dr. Oetker)

Ostecreme
4 blade husblas
600 g. flødeost naturel
Revet skal fra 3 økologiske lime
150 g. flormelis
2 tsk. vaniljesukker
3 dl fløde

Blåbær gele
150 g. blåbær
3 spsk. sukker
½ dl. vand
3 blade husblas
Friske blåbær til pynt

 


Sådan gør du

 

Kiksebund
Først skal du smelte de 250 g. smør ved lav varme. Samtidig knuser du digestive kiksne ved enten at komme dem i en fryseposer og bank på dem indtil de er smuldret eller med en blender. Hæld de knuste kiks i en skål og bland dem godt med karamelstykkerne. Når smøret er smeltet hældes det i skålen og der røres godt sammen.

Beklæd din springform med kageplast og hæld kiksemassen deri. Fordel det jævnt og mas det godt ud. Stil herefter kiksebunden på køl i 10-15 minutter.

Ostecremen
Læg husblas i en skål med koldt vand et efter et, så bladende er helt dækket. de skal ca. lige deri 20 min.
Imens piskes flødeosten, skallen fra de 3 lime, flormelis og vaniljesukker sammen i en skål. Fløden piskes let i en anden skål. Den må ikke piskes helt til flødeskum, så stop når den danner små “toppe”.

Klem herefter vandet fra husblassen og smelt det i en gryde ved lav varme. Når det er smeltet fjerner du gryden fra blusset og kommer en smule af fløden deri og blander det sammen. Husblassen vendes nu i fløden , relativt hurtigt for at undgå at det travler. Vend så fløden i fødeosten.

Så er cremen klar til at komme oven på kiksebunden. Dette gøres pænest ved at komme det i en sprøjtepose og herefter fordele det udefra kanten og ind, så der ikke kommer lufthuller.

Til sidst glatter du cremen ud så den bliver jævn og glat på overfladen.

Blåbær gele
Læg husblas i en skål med koldt vand et efter et, så bladende er helt dækket. De frosne blåbær, vand og sukker kommes i en lille gryde, hvor det koges op og skal småkoge i ca. 10 min.

Sigt derefter hele massen så du kun har saften tilbage. Hvis du er i tvivl om du har nok saft kan du vælge at tilsætte lidt kogende vand. Rør nu husblassen ud i saften og lad det køle lidt af.

Når saften er nået stuetemperatur hælder du forsigtigt saften/geleén ud på kagen. Jeg har brugt en ske for ikke at blande geleén og ostecremen.

Vupti, så er kagen klar til at komme på køl et par timer inden servering. Lige inden du sætter den den på bordet hælder du friske blåbær over og kan evt. drysse med lidt guldstøv.

Tilbage til søde fristelser

admin