Jeg lavede den fine talkage, som også kaldes alfabetkagen, bogstavkage etc. til Theo’s fødselsdag tilbage i februar. Og da vi skulle til at finde på årets påskekage faldt valget på den, for den er altså V I R K E L I G nem!
Opskriften på denne får du herunder. Hvis du er nysgerrig kan du se min anden bogstavkage her. Opskriften er den samme. Foreskellen er pynten og formen.
Opskrift på Talkage / Bogstavskage
Herunder deler jeg min opskrift, som jeg har gjort brug af, men den kan sagtens laves anderledes. Min creme er en hvid chokolademousse med lime. Du kan eksempelvis lave den med lagkagebunde og mandelbunde. Hvis du er vild med chokolade kan den altså også laves både med chokoladebunde og chokoladecreme.
Opskrift på bundene
Ingredienser
- 1 tsk vaniljesukker
- 140 g flormelis
- 300 g stuetempereret smør
- 500 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1 dl vand
Sådan gør du
Kom vaniljesukker, flormelis, hvedemel, smør, og bagepulver i en skål. Rør det hele godt sammen og tilsæt vand. Det hele æltes godt sammen og stil herefter dejen i køleskabet i en times tid. Dejen kan også med fordel være på køl natten over, så slipper du for ekstra stress et par timer inden gæsterne kommer.
Når dejen har været på køl længe nok tager du den ud, hælder lidt ekstra mel på bordet og ruller den ud. Ovnen sættes på 190 grader.
Så er det tid til at skære kagen. Dit bogstav eller tal skal du selvfølgelig have 2 af. Jeg har selv tegnet mine påskeæg og mit P på et stykke A4 papir. Det kan du også gøre, eller du kan gøre det i WORD, hvorefter du printer og klipper dit bogstav eller tal ud.
Når dine tal eller bogstaver er skåret ligges de på en bageplade med bagepapir. Jeg vil dog lige dele et lille fif! Rul dejen ud på bagepapiret, så skal du ikke flytte det bagefter. For det kan godt gå i stykker!
Når ovnen er varm sætter du kagerne ind. De tages ud når de er LET gyldne. De skal være helt afkølede inden du samler kagen.
Hvid chokolademousse
Ingredienser
- 500 ml. fløde
- 250 g. chokolade
- Revet skal fra 2 lime
- 3 blade husblas
Udblød husblas i koldt vand i ca 20 min. og hak chokoladen fint.
Varm derefter fløden til kogepunktet. Lige inden det koger tager du fløden af varmen, vrider husblas for vand og kommer det op til fløden. Hæld fløden over chokoladen lidt ad gangen til det hele er godt blandet.
Dæk cremen med husholdningsfilm og sæt på køl 6 timer.
Pisk cremen forsigtigt op (pas på den ikke skiller) og vend den revne limeskal i.
Kagen skal samles
Først placerer du dit tal eller bogstav på et fad. Så kommes cremen i en sprøjtepose med en tyl formet som et O – Hvad den heder i virkeligheden ved jeg ikke! SÅ er det bare i gang med at sprøjte små “dutter” hele vejen rundt.
Når første lag creme er sprøjtet ud lægger du andet lag kage på og sprøjter lige som ved første lag.
Kagen kan nu pyntes med lige det du aller bedst kan lide. Jeg har valgt påskeliljer (ikke spiselige), macarons & marcipanæg.
Hvis du vil have endnu mere inspiration til påskens fester, aktiviteter med børnene eller lækre forårskager – Ja så kan du med fordel kigge med i kategorien herunder.
